Gå til indhold
Købsammen – forsiden

Handelsbetingelser

Købsammen drives af Preffo ApS. Her står, hvad der gælder, når du bestiller hos os.

Hvem du handler med

Sælger er Preffo ApS, CVR 46543505, Åbakken 9, 4100 Ringsted, info@kobsammen.dk. Købsammen sælger varerne til dig og afregner selv med producenten. Varerne er producentens egne, forseglede varer; vi åbner eller ompakker aldrig noget.

Sådan bestiller du

Du kan se ugens udvalg og fylde kurven uden en konto. For at bestille opretter du en konto og gemmer et betalingskort, fordi beløbet reserveres på kortet, når tiden er gået for varerne, uden at du er til stede.

Hver vare viser, hvor sent den kan bestilles til weekendens afhentning eller levering. Indtil da kan du tilføje, fjerne og ændre i din bestilling.

Når du trykker på bestil, indgår du en aftale med betalingspligt. Du får en ordrebekræftelse på e-mail; den er den varige kopi af aftalen.

Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner og inklusive moms. Prisen på en vare er fast for den uge, den sælges i. Et eventuelt leveringsgebyr vises, før du bestiller.

Intet trækkes, når du bestiller. Når tiden er gået for en vare, reserveres beløbet på dit gemte kort. Når producenterne har bekræftet, hvad de leverer, trækkes beløbet for det, der kommer, og resten frigives med det samme. Kan en producent ikke levere en vare, kommer den ikke og koster ikke noget.

Vi tager kort udstedt i EU/EØS. Kortoplysningerne opbevares hos vores betalingsformidler; vi ser dem aldrig.

Levering og afhentning

Du får varerne i weekenden. Afhentning sker hos det afhentningssted, du har valgt, på den dag og i det tidsrum, der står på din ordre. Du viser din afhentningskode, som du får på e-mail og i appen, når beløbet er trukket. Levering tilbydes, hvor det fremgår, til den adresse og i det tidsrum, du har valgt.

Henter du ikke din ordre inden for afhentningstidsrummet, er varerne fremskaffet og pakket til dig og kan ikke sælges igen. En ikke-afhentet ordre refunderes derfor ikke.

Ændringer og afbestilling

Indtil tiden er gået for en vare, kan du frit ændre og afbestille. Intet er reserveret, og intet er trukket.

Når tiden er gået, er dine varer bestilt hos producenten, og refusionen falder, jo tættere vi er på weekenden:

  • Inden for 6 timer efter, at tiden er gået: fuld refusion.
  • 6–24 timer efter: 85 % af varernes pris refunderes.
  • Mere end 24 timer efter, indtil beløbet er trukket: 70 %.
  • Efter at beløbet er trukket: 60 % ved mere end 14 dage til weekenden, 40 % ved 7–14 dage og 20 % ved under 7 dage.

Når det ikke er din skyld

Kan en producent ikke levere, eller kan vi ikke gennemføre din ordre, refunderes hele beløbet til dit kort uden gebyr, uanset hvornår. Et leveringsgebyr refunderes, hvis afbestillingen sker, før varerne er sendt.

Når pakningen af ugens ordrer er begyndt, behandles en afbestilling manuelt; skriv til os, så vender vi tilbage.

Fortrydelsesret

Der er ingen fortrydelsesret på de varer, vi sælger. Det er letfordærvelige fødevarer og forseglede varer, som af sundheds- og hygiejnemæssige årsager ikke kan returneres, når forseglingen er brudt (forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 4 og 5). Det oplyser vi også, før du bestiller.

Reklamation

Du har altid ret til at reklamere over varer, der er mangelfulde, beskadigede, ufuldstændige eller forkerte, efter købelovens regler. Skriv til os, så snart du opdager det, så vi kan se på sagen, mens varen stadig kan vurderes. En berettiget reklamation giver fuld afhjælpning for de berørte varer og påvirkes ikke af afbestillingsreglerne ovenfor.

Klager

Skriv først til os på info@kobsammen.dk. Kan vi ikke finde en løsning, kan du klage til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, via naevneneshus.dk. Du kan også bruge EU-Kommissionens onlineklageportal på ec.europa.eu/odr.

Lovvalg

Dansk ret gælder for aftalen. Betingelserne kan ændres; de betingelser, der gjaldt, da du bestilte, gælder for din ordre.